Der er netop publiceret en forskningsartikel om nogle af forskningsresultaterne fra LEVO-projektet i det anerkendte International Public Management Journal (IPMJ).
Organisationer investerer i ledertræning for at udvikle medarbejderne og styrke performance. Desværre viser forskning, at ledertræning ofte ikke opnår den ønskede effekt.
Artiklen demonstrerer, at ledelsestræning kan have markante positive effekter, når træningen understøttes af digitale ledelsesredskaber, der nudger implementeringen af de nye ledelsesindsigter.
Samtidigt viser artiklen, at denne form for ledelsesudviklingsforløb har stærkere effekter end tilsvarende ledelsesudviklingsforløb uden implementeringsnudging.
En tredje central pointe er, at selv relativt få timers ledelsestræning kan have positive effekter, når træningen kombineres med "just-in-time" nudging leveret af digitale ledelsesredskaber.
Administrerende direktør Jørgen Skovhus Haunstrup har stået for forskningsartiklen sammen med Ulrik Thy Jensen, der er Associate Professor ved Center for Organization Research and Design, School of Public Affairs, Arizona State University.
"Vi er meget glade for, at få artiklen publiceret i et anerkendt internationalt tidsskrift som IPMJ. Det giver os mulighed for at tage vores resultater ud i forskningsmiljøet, og jeg håber også det kan bidrage til, at indsigterne bliver bragt i spil blandt HR-professionelle og ledere" udtaler Jørgen Skovhus Haunstrup.
Indsigterne er baseret på LEVO-projektet, som er et 15-måneder langt felt-eksperiment, der er gennemført sammen med 226 danske offentlige ledere og deres 4.442 medarbejdere.
Kort om IPMJ
International Public Management Journal (IPMJ) er et anerkendt international forskningstidsskrift, der udgiver højkvalitets forskning om ledelse – især i offentlige organisationer. Bidrag fra forskere verden over dækker emner som offentlig ledelse, organisationsteori og organisationsadfærd. Tidsskriftet søger at bygge bro mellem ledere og offentlige organisationer på den ene side og forskere i ledelse, organisationsteori og organisatorisk adfærd på den anden.