LEDELSE EFTER CORONA

Fokus når den fysiske arbejdsplads åbner

Medarbejderne skal efterhånden tilbage på den fysiske arbejdsplads. En arbejdsplads de kender, men som alligevel er helt anderledes.

Af Joachim Langagergaard
Blog

Medarbejderne skal efterhånden tilbage på den fysiske arbejdsplads. En arbejdsplads de kender, men som alligevel er helt anderledes. Der er kommet mere plads mellem skrivebordene, maskinerne, siddepladserne ved frokostbordet osv. Medarbejderne skal vaske og spritte hænder ofte. Måske er nogen endda nervøse for at blive syge.

Det er en overgang fra hjemmekontoret til virksomhedens fysiske kontor. Så selvom medarbejderne kender virksomheden og arbejdsgangene, må du som leder stadigvæk betragte situationen som forandret.

I dette blogindlæg lister vi en række fokuspunkter, du kan forholde dig til, når I åbner den fysiske arbejdsplads.   

1) Tag de gode erfaringer med videre fra lockdown

Den amerikanske læge og forfatter Dr. Spencer Johnson, der er kendt for bestselleren ’Hvem har flyttet min ost?’, illustrer på fortræffelig vis, hvordan vi reagerer, når vi stilles over for forandringer – eller hvis nogen ”flytter vores ost”.

Ifølge Johnson indtager vi rollen som en eller flere af disse imaginære figurer:

  • Snif, der tidligt opsnuser forandringer.
  • Smut, der straks smutter ud og går i gang.
  • Hæm, der fornægter og modsætter sig forandring af frygt for, at det fører til det værre.
  • Ha, der lærer at tilpasse sig i tide, når han indser, at forandring fører til det bedre.

Det er vist ingen underdrivelse, når vi siger, at corona-virussen har flyttet ”osten” for rigtig mange virksomheder. Selvom det har gjort det svært for mange (det må vi ikke underkende), så har det også givet os en mulighed for at ”søge efter ny ost” og tilpasse os den situation, vi står i. Det har helt sikkert åbnet vores øje for nogle nye muligheder. Muligheder, som vi kan lære af og tage med videre – også når hverdagen begynder at ligne den, vi kendte, før lockdown.

Vores anbefaling skal derfor lyde: Evaluér situationen og jeres processer under lockdown og tag de bedste erfaringer med videre. 

Det er langt fra sidste gang, ”osten bliver flyttet”, derfor lister vi her en række gyldne Hr. Ha-citater, som du kan reflektere over i din nye arbejdssituation:

  • Forandringer sker – de flytter osten hele tiden
  • Forvent forandring – vær klar til når osten flytter
  • Hold øje med forandring – lugt tit til osten, så du ved, hvornår den er ved at blive gammel
  • Omstil dig hurtigt til forandring – jo hurtigere du giver slip på gammel ost, jo hurtigere vil du nyde ny Ost
  • Omstil dig – flyt med osten
  • Nyd forandring! – få smag for eventyret og nyd smagen af ny ost
  • Vær forberedt på hurtigt at omstille dig, og nyd det så igen – de flytter osten hele tiden

 

2) Foretag praktiske ændringer, der passer til corona-situationen

Er der plads nok mellem skrivebordene? Er det muligt at lufte ud jævnligt? Har I håndsprit nok på lager?

Selvom virksomheder kan lukke mere og mere op, skal vi jo stadigvæk følge myndighedernes anvisninger om at holde afstand, vaske hænder m.m. Det er også vigtigt for medarbejderne, der kommer tilbage.

Gennemgå derfor jeres daglige gang på arbejdspladsen og sørg for at indrette jer, så medarbejderne kan føle sig trygge, når de møder ind på arbejde. Og kommunikér det hele til medarbejderne. Det handler ikke kun om at gøre det nødvendige, men også at tydeliggøre overfor medarbejderne, at I har foretaget disse ændringer – og invitere til dialog på arbejdspladsen om det.

 

3) Tag en snak om sygdom og forventninger

Sørg for at italesætte den nye virkelighed og den almindelige gang på arbejdspladsen. Det er altid godt at være på forkant, så I undgår akavede situationer eller misforståelser – handlinger som formentlig er ment i bedste henseende, men da alt er nyt, kan man nemt komme til at gøre noget ”forkert”. Sørg for at arbejde med tilliden mellem leder og medarbejder. Hvis der er tillid, åbenhed og oplæg til dialog, er det langt nemmere at imødekomme og navigere i dette ukendte landskab.

Sørg derudover for at lave klare retningslinjer og forventninger i forhold til sygdom. Hvornår bliver man hjemme? Og hvornår kan man komme tilbage på arbejdet efter sygdom? En medarbejder, der slæber sig selv på arbejde, selvom næsen løber, og vedkommende er lidt tung i hovedet, nytter ikke noget i disse corona-tider. Lav eventuelt en aftale om, at medarbejderne kan tage arbejdet med hjem, hvis de gerne vil arbejde, selvom de ikke føler sig helt på toppen.

 

4) Dialoger med fokus på de næste måneder

Det har alle dage været vigtigt at føre gode og inddragende dialoger mellem leder og medarbejder. Det gælder både i forhold til udviklingen, motivationen og selve driften.

Sørg for at holde f.eks. 1:1-samtaler med fokus på de kommende uger og måneder. Hvad skal vi fokusere på lige nu? Er der gået noget tabt, som skal rettes op eller indhentes? Sørg for at sætte klare mål og forventninger og få brudt virksomhedens større målsætninger ned, så hver enkelt medarbejder kan se sin særlige rolle i det store billede. Det er med til at skabe motivation og arbejdsglæde, som har stor betydning for, om medarbejderne trives og præsterer.

 

5) Vær særligt opmærksom på medarbejdernes trivsel

Først blev medarbejderne sendt hjem for at arbejde i flere uger. Nu skal en del af dem tilbage på arbejdspladsen. Det er en tid fyldt med omstillinger, som kan virke stressende.

Derfor er det enormt vigtigt, at du er opmærksom på dine medarbejderes trivsel. Udviser de tegn på stress? Er de utrygge ved hele situationen? Eller har de svært ved at finde sig til rette i de nye omgivelser?

Tag jævnligt en dialog med dine medarbejder og stil de rigtige spørgsmål, som eventuelt kan åbne op for nogle af problemstillingerne.

Læs også vores blogindlæg om at spotte stress.

 

6) Tænke forskellige scenarier, så I er klar til at åbne endnu mere op eller lukke mere ned

Tænk ikke kun på de følgende uger eller måneder. Tag de langsigtede briller på og stil nogle forskellige scenarier op, så I er klar til lynhurtigt at skrue op eller ned, efterhånden som regler og retningslinjer ændres.

Forbered jer, så både ledere og medarbejdere ved, hvad de skal gøre, hvis muligheden for at åbne endnu mere op byder sig.